Denne opskrift bliver mit første bud på en god gang hverdagsmad. Opskriften her er beregnet til to personer, men kan selvfølgelig ganges op :)
Der laves en kylling-tomat-spinatsovs, som iblandes sauterede squash, cherrytomater og champignon. Det serveres alt sammen til fuldkornspasta og toppes med fintskårne radiser, purløg, persille og hakkede mandler. Mandlerne kan evt. tørristes på panden for at fremhæve smagen.
- og så lige en lille bonusinfo:
Med retten er du sikker på at leve op til anbefalingen om at indtage mindst 300 g grøntsager om dagen, den indeholder nemlig hele 350 g per person. Den store mængde grøntsager og fuldkornspastaen gør at indholdet af kostfibre er højt. Det er på ca. 16 g per person. Fødevarestyrelsen anbefaler et indtag på 25-35 g om dagen, så du er godt på vej med denne opskrift :)
Ingredienser:
100 g spinat
150 g tomater (2 stk)
100 g cherrytomater (6 stk)
100 g champignon (8 stk)
200 g squash (ca. en halv)
Topping:
60 g radiser (4 stk)
Persille
Purløg
20 g mandler
200 g fuldkornspasta
(Juster mængden efter hvor sultne I er)
200 g kyllingebrystfileter (2 stk)
1 spsk rapsolie
Salt og peber
1 dl madlavningsfløde
Fremgangsmåde:
Start med at klargøre alle grøntsager: Skyld alle grøntsager grundigt. Afdryp spinat i en sigte. Skær tomater i tern og cherrytomater i halve. Skær champignon i tynde skiver og squash i tynde stænger.
Skær radisser i tynde skiver, finhak purløg og persille. Tørrist mandlerne på en pande og hak dem fint.
Kog pastaen efter anvisningen på pakken.
Skær kyllingefileterne i tern og steg dem på en pande i lidt rapsolie. Krydr med salt og peber. Tilsæt tomat, spinat og madlavningsfløde.
I en anden pande sauteres cherrytomater, champignon og squash til de er let gyldne.
Det hele anrettes på tallerkener: først pasta og derefter kylling-spinat-tomatsovs og sauterede grøntsager. Tilsidst toppes med radiser, persille, purløg og hakkede mandler.


Ingen kommentarer:
Send en kommentar