søndag den 25. marts 2012

Jordskokker med forårsfornemmelser

Det er (endelig) tid til at få brugt nogle af vinteren sidste rodfrugter, for snart er foråret på vej, med alle de dejlige friske forårsgrøntsager! Jeg glæder mig! Nu har det da også været sæson for rødder og kål længe nok.. SÅ her kommer en menu med rodfrugter og masser af forårsfornemmelser i form af hindbærkompot og ærtemos - vi kan godt begynde at glæde os!
Ærtemosen er lagt på en tynd skive frisk ræddike - en grøntsag jeg først har lært at kende efter den var at finde i grøntsagsposen fra kbhff. Laksen er bagt på en bund af jordskokker og kartofler i flødesauce, og ligger her på et lag hindbærkompot.
Ræddiken er den sorte knold til højre på billedet,
den er en varietet af radissen, og smager også deraf. Ellers er råvarerne på billedet kartofler, jordskokker, skalotteløg og hvidløg. Alt sammen fra kbhff.


Ingredienser (2 pers.):
5 små kartofler
5 jordskokker
½ citron
6 stilke mynte
125 ml madlavningsfløde, 7 %
Salt og peber
2 laksefiletter
2 skiver citron


Skræl kartoflerne og vask jordskokkerne grundigt. Skær begge dele i papirstynde skiver. Kom dem i et fad og dryp med citronsaft. Læg nogle stilke mynte på toppen og hæld madlavningsfløde over. Drys med salt og peber.
Bag kartofler og jordskokker i oven ved 200 grader i 45 minutter. Krydr laksefileterne med salt og peber og pynt med tynde citronskiver. Tag fadet ud og læg laksene på toppen. Bag yderligere 10-15 minutter. Pas på ikke at give laksene for meget, så bliver de tørre.


Hindbærkompot:
300 g hinbær
½ dl sukker
½ tsk melatine
evt. tørret timian
Kog hindbærene møre. Bland sukker med melatine og kom det i gryden under omrøring. Kog kompotten igennem i 2 mintter og kom den derefter i glas. Kom låg på glassene og lad kompotten afkøle.

Ærtemos
3 skalotteløg
2 fed hvidløg
350 g ærter
1 tsk grovkornet sennep
½ spsk æbleeddike
salt og peber


Hak løg og hvidløg fint og blancher dem i bunden af en gryde. Kom ærterne i gryden og kog dem mørre. Blend løg, hvidløg og ærter til en ensartet mos med en stavblender. Smag mosen til med sennep, æbleeddike, salt og peber.
Pas på med æbleddiken! Jeg kom til at hælde for meget i og måtte derfor lave dobbelt portion! Det førte til 800 g ærtemos, så ja, jeg har spist utrolig meget ærtemos de sidste dage :)



Inden servering skæres ræddiker i tynde skiver, og der kommes en klat ærtemos på toppen. Laksen lægges på en bund af hindbærkompot, jordskokker og kartofler pyntes med lidt frisk mynte.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar