fredag den 11. november 2011

Københavns Fødevarefællesskab

Jeg vil gerne gøre lidt reklame for Københavns Fødevarefællesskab. Katrine og jeg meldte os ind i sidste uge, og har allerede haft stor glæde ud af de mange lækre og helt friske grøntsager.
Er man medlem af fællesskabet, kan med ved at arbejde frivilligt tre timer om måneden købe en pose fyldt med økologiske og lokaltproducerede grøntsager til bare 100 kr. Vi er medlem af afdelingen på Frederiksberg, og jeg er sikker på, at jeg kommer til at holde af at cykle ned og hente ugens pose i Det Økologiske Inspirationshus. Der er en rigtig hyggelig stemning, og så er det jo altid spændende at se, hvad der gemmer sig i posen.
I denne uge var der græskar, jordskokker, rødbeder, pastinakker, bagekartofler, gulerødder, bladselleri og koriander. Grøntsagerne er leveret af Svanholm, Skytte, Birkemosegård, Kiselgården og Michael Mohr, alt sammen lokale producenter, som er med til at gøre konceptet bæredygtigt. Jeg glæder mig til at bruge grøntsagerne i retter i løbet af ugen, formentlig kommer der lidt opskrifter her på bloggen også.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar